Forskningshistorie

Astrologisk forskningshistorie
i det 20. århundrede

Bouché-Leclercq, Cumont, Neugebauer og Pingree

Videnskabelig beskrivelse af astrologien som fænomen begynder i sidste del af 19. årh. med den franske historiker Auguste Bouché-Leclercq (1842-1923 ) og hans hovedværk Histoire de la divination dans l'Antiquité I-IV udgivet i årene 1879-1882 samt L'astrologie grecque fra 1899. Han blev i øvrigt ålet af sine kolleger for disse historiske studier i et emne med meget lav status i de videnskabelige kredse.

Den belgiske arkæolog og filolog Franz Cumont (1868-1947) bl.a. var med til at indsamle et vældigt historisk materiale om græsk astrologi - kaldet CCAG og først afsluttet 1953 - og er mest kendt som religionshistoriker. Hans mest kendte værk om astrologi er Astrology and Religion among the Greeks and Romans fra 1912.

Den tyske matematiker Otto Neugebauer (1899-1990) studerede bl.a. de astronomiske og astrologiske systemer i Babylon. Han udforskede desuden også ægyptiske papyri om astrologi og er berømt for den autoritative samling Greek horoscopes udgivet sammen med H.B.van Hoesen i 1959.

Amerikanske David E. Pingree (1933-2005) var klassisk filolog og historiker. Hans doktordisputats i 1960 havde titlen: Materials for the Study of the Transmission of Greek Astrology to India. Pingree skabte højt respekterede oversættelser af babyloniske og græske tekster om astrologi og mestrede desuden arabisk og sanskrit. Han efterfulgte Neugebauer som professor på Brown University.

Choisnard, Krafft og Carter

Astrologisk forskning inden for selve faget astrologi opstår først ved det 20. århundredes begyndelse, hvor den statistiske forskning i astrologi blev født med den franske astrolog Paul Choisnard (1867-1930), kendt som Paul Flambert. Han udgav i 1901 sin første bog Influence Astrale, une essai d’Astrologie Experimentale som betegner startskuddet for en ny æra. Senere i 1913-14 udgav han et tidsskrift med samme navn om astrologi som moderne videnskab; det første af sin art. Titlen på Gauquelin’s første værk er en tydelig hilsen til Choisnard.

Den tyske astrolog Karl Ernst Kraft (1900-45) udgav sit værk Astro-Physiologie i 1928 samt en række artikler om astro-statistik. Hans teorier er baseret på afprøvning af horoskoper fra offentlige arkiver, idet han anvender statistiske metoder. Dermed viderefører og erstatter han Choisnard's arbejde og lægger grunden til Michel Gauquelin's arbejde, der er åbent inspireret af disse to pionerers indsats, som citeres og diskuteres heri.

Nævnes må også den engelske astrolog Charles E. O. Carter (1887-1968), der i 1932 udgav sin fine lille undersøgelse, The astrology of accidents. Samtidig med at hans lidt kontroversielle resultater her fremlægges, genemføres en sober diskussion af statistiske undersøgelsers værdi.

Gauquelin og Rudhyar

Diskussionen af den statistiske astrologiske forskning antog imidlertid vældige proportioner i de akademiske kredse ved fremkomsten af Gauquelin’s resultater, hvilket man kan læse en detaljeret beretning om i Suitbert Ertel og Kenneth Irvings bog The Tenacious Mars Effect fra 1996. Blandt astrologer blev denne diskussion, der tog fart i 1960’erne først taget helt alvorligt med udgivelsen af tidsskriftet Correlation fra Astrological Association i London 1982.

Allerede i Trediverne rejstes imidlertid den første kritik af den statistiske forskning af amerikanske astrolog Dane Rudhyar (1895-1985) i hans bog The astrology of Personality, som blev udgivet i 1936. Her introduceredes en humanistisk-psykologisk indgangsvinkel til videnskabelig afprøvning, hvor astrologisk symbolik betegnes som ‘algebra’, idet den som matematikken ses som et bagvedliggende beskrivelsessystem uden direkte tilknytning til de beskrevne fænomener. Dane Rudhyar introducerede en række betydningsfulde distinktioner, som har præget den vestlige, astrologiske tænkning lige siden. Eksempelvis skelner han skarpt mellem den begivedheds-orienterede og den humanistiske tilgang til faget.

Opdateret 12/06/14 - ret til ændringer forbeholdes